Skip to content
ARC og CMP har fortsat store ambitioner om CO2-fangst på Amager Bakke på trods af afslag fra EU

Press release -

ARC og CMP har fortsat store ambitioner om CO2-fangst på Amager Bakke på trods af afslag fra EU

EU's Innovationsfond har netop udpeget de projekter, som får del i den mia. €, der udloddes til innovative projekter inden for den grønne omstilling. ARC og CMP’s ansøgning til CO2-fangst på Amager Bakke har i et stærkt felt ikke fået del i midlerne. Projektet får rosende ord med på vejen, hvorfor ARC og CMP overvejer at genansøge, når der i 2022 skal udloddes 1,5 mia. €.

ARC og CMP har en ambition om at fange COfra røgen på Amager Bakke. Med CO2-fangst kan man spare atmosfæren for ca. 500.000 tons CO2-udledninger årligt. Det er en vigtig brik i den grønne omstilling i Danmark, og CO2-reduktionen svarer til at udskifte 250.000 benzinbiler med elbiler på de danske veje.

Projektet får mange rosende ord med på vejen fra EU’s Innovationsfond, men får desværre ikke støtte i denne omgang:

”Vi har et rigtig godt projekt her på Amager Bakke, og vi har været fortrøstningsfulde ift. at få tildelt støtte fra EU’s Innovationsfond. Men vi må i denne ombæring se os overhalet af andre projekter i et meget stærkt felt,” udtaler ARC-direktør Jacob H. Simonsen, og fortsætter:

”Nu trækker vi lige vejret, og sunder os. Når det er sagt, er dette klimaprojekt for vigtigt til at vi lader os stoppe. En mulighed er derfor at genansøge fonden i 2022, hvor den samlede pose penge endda er forøget til 1,5 mia. €. En anden mulighed er, at Folketinget nu træder i karakter, og understøtter den ønskede udvikling.”

Nødvendigt med politisk handling nu

CO2-fangst og lagring er udpeget som et af mange nødvendige værktøjer, hvis vi skal leve op til Paris-aftalens mål om at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader celsius.

Derfor vil ARC også fortsætte sit arbejde med CO2-fangst, hvor der allerede i dag med støttemidler fra EUDP fanges ca. 850 kg. CO2/døgn fra røggassen. Det sker i samarbejde med DTU, Pentair og Rambøll, og næste skridt er at opføre et demonstrationsanlæg, som kan fange 4.000 tons CO2 pr. år. Arbejdet er med til at modne teknologien, så man mest omkostningseffektivt kan fange CO2.

”Vi er langt fremme med CO2-fangst på Amager Bakke. Og uanset om der kommer EU-midler eller ej, er dette projekt vigtigt for den grønne danske omstilling. Derfor ser vi frem mod en dansk CO2-fangststrategi fra Folketinget, som nu i langt højere grad kan skabe grundlaget for, at vi kan fange store mængder CO2,” siger Jacob H. Simonsen.

Et vigtigt fremtidigt knudepunkt på Prøvestenen

Når store danske udledere inden for de kommende år skal fange CO2, er det afgørende med en infrastruktur, som kan sende CO2’en videre. Her kan CMP’s arealer på Prøvestenen i København blive et centralt knudepunkt:

”Vi står klar i kulissen til at binde værdikæden for CO2-fangst og -lagring sammen. For som havn er vi et afgørende knudepunkt for at kunne transportere store mængder CO2 videre til lagring i undergrunden eller til produktion af grønne brændstoffer”, siger CMP’s CEO Barbara Scheel Agersnap, og fortsætter:

”Partnerskabet med ARC er et klart eksempel på, hvordan vi som havn kan bidrage til den grønne omstilling gennem en nytænkning af vores forretning. Med en klar aspiration om at blive en af de mest bæredygtige havne i verden er dette et afgørende projekt, som kan lægge fundamentet for, at Prøvestenen i fremtiden bliver et samlingspunkt for grønne og innovative løsninger. Vi vil derfor fortsat arbejde indgående for, at projektet virkeliggøres, så det store potentiale ved CO2-fangst kan forløses.”

For yderligere information, venligst kontakt

Sune Martin Scheibye, pressechef, ARC. Telefon: +45 24600222

Ulrika Prytz Rugfelt, PR & Corporate Communications Manager, Copenhagen Malmö Port AB. E-mail: ulrika.prytz@cmport.com, telefon: +46 (0)70 252 00 98.

For yderligere information om projektet

  • 90 sekunders explainer via dette link.
  • 90 sekunders explainer om teknikken bag CO2-fangst via dette link.
  • Temaside om CO2-fangst hos ARC via dette link.

Fakta om ARC

  • ARC modtager affald fra ca. 640.000 indbyggere og 68.000 virksomheder i hovedstadsområdet
  • ARC kan fra 2025 opsamle 500.000 tons CO2/år, hvis projektets forudsætninger indfries
  • ARC ejes af Dragør Kommune, Frederiksberg Kommune, Hvidovre Kommune, Københavns Kommune og Tårnby Kommune.

Fakta om CMP

  • CMP er en dansk-svensk havneoperatør, som driver havnene i København og Malmö under status som ”Core Port” i EU.
  • Hvert år anløber omkring 5200 skibe CMP’s havne, som dækker en bred vifte af forretningsområder.
  • CMP håndterer årligt ca. 15 millioner ton gods og mere end 1 million krydstogtpassagerer, hvilket gør CMP til en af de største krydstogthavne i Nordeuropa.


Categories

Contacts

Ulrika Prytz Rugfelt

Ulrika Prytz Rugfelt

Press contact Chief Communications & Sustainability Officer +46 (0) 70 252 00 98

Vi forbinder vand med land og skaber vækst og velstand til fælles gavn

Copenhagen Malmö Port (CMP) er en af Skandinaviens største havneoperatører og en full-service havn i Øresundsregionen. Vi modtager en lang række varer og har en infrastruktur, som er tilpasset alle typer skibe.

Copenhagen Malmö Port (CMP)

Containervej 9
DK-2150 Nordhavn, Copenhagen
Danmark