News -
Visby fordobler antallet af krydstogtpassagerer 2018
Snart indvies den nye krydstogtterminal i Visby. CMP står for driften, når antallet af passagerer i 2018 mere end fordobles sammenlignet med i år. Der er tale om flere anløb, men især, at Visby nu kan tage imod større skibe.
Nedtællingen er for alvor gået i gang. Midt i april er tiden inde til det første krydstogtanløb ved den nye terminal. For CMP's terminalchef Henrik Ahlqvist er det travle dage. På dagsordenen står alt fra byggemøder om kajprojektet til besøg hos verdens krydstogtrederier for at lokke dem til Visby.
– Gotland tager imod 90 anløb med omkring 90 000 passagerer i 2018. Det kan sammenlignes med i år, hvor vi havde 59 anløb og godt 40 000 passagerer, fortæller Henrik. Når antallet af passagerer stiger så meget, hænger det sammen med, at vi kan tage imod større skibe ved den nye kaj.
Henrik Ahlqvist tiltrådte som terminalchef i september og har stor erfaring fra krydstogtverdenen. I 16 år har han arbejdet med krydstogtaktiviteter i Stockholm, som er en af Østersøens største destinationer. Nu består opgaven i at få så mange krydstogtturister som muligt til Visby – en opgave, som udføres i samarbejde med kollegerne hos CMP.
– Jeg er i tæt kontakt med Arnt Møller Pedersen, som er ansvarlig for CMP's krydstogtaktiviteter. Vi udveksler idéer for at udvikle tilbuddene, sætte Visby på krydstogtkortet og få CMP's virksomhedskultur ind også i denne del af aktviteterne, siger Henrik.
Visby har kultur
Rederierne bearbejdes, så Visby bliver en selvfølgelig destination, når de skal planlægge deres ruter for de kommende år. Store destinationer som Stockholm, Tallinn og Skt. Petersborg dominerer krydstogttrafikken i Østersøen. Samtidig er interessen for "afstikkere" til mindre havne i regionen stor, og det er det marked, Visby konkurrerer på.
– Middelalderbyen Visby har kultur, og det er et vigtigt trækplaster, pointerer Henrik Ahlqvist. Og via den nye kaj kan vi som sagt tage imod større skibe, som trygt kan lægge til hos os. Logistikken i terminalområdet har også høj klasse. Ved terminalen kan skibene også tanke ferskvand, aflevere affald og spildevand, hvilket er vigtigt.
I januar 2018 er der slutbesigtigelse af krydstogtkajen, og derefter overdrages den formelt til CMP i marts. Og bare nogle uger senere er tiden inde til det første anløb.
– Det er dejligt, at gotlændingene ser så positivt på den voksende krydstogtturisme. Butikker, hoteller, restauranter og museer ser frem til dette, og vi har også fået en fantastisk opbakning fra region Gotland, understreger Henrik Ahlqvist.