News -
Bunkering af LNG - nu også hos CMP
Nu giver CMP mulighed for bunkring af LNG (Liquified Natural Gas). Den første kunde var skibet Ireland, som lossede cement i Malmø. I den forbindelse fik hun leveret LNG fra tankbiler. Der er tale om en bunkring, hvor sikkerhedskravene er ekstra skrappe.
Bunkringen i slutningen af maj blev muliggjort af et tæt samarbejde mellem LNG-leverandøren SkanGas, kundevirksomheden Cementa og CMP. Virksomhederne har i fællesskab undersøgt risici, truffet forholdsregler og udviklet rutiner for bunkring af LNG hos CMP.
- Ireland fik leveret LNG via to tankbiler på kajen. Bunkringen var udramatisk og for os føles det godt nu at kunne tilbyde denne mulighed, fortæller CMP's terminal manager Emil Nordström.
LNG – eller flydende metan, som der er tale om – er et alternativt brændstof til skibe. Dette brændstof bliver mere almindelig i takt med, at flere skibe bruger LNG for at overholde emissionskravene. Det betyder, at CMP i dag tager imod gasdrevne skibe hos flere af sine virksomheder.
- Vi vurderer nu forskellige løsninger, så flere typer af skibe kan bunkre LNG hos os, siger Emil Nordström. Der kan være tale om bunkring fra skib eller om, at vi satser på en særlig, permanent infrastruktur til LNG fremover.
Sikkerhed frem for alt
Håndtering af LNG stiller ekstra krav til sikkerheden. Metan er en meget flygtig gasart ved stuetemperatur, som er nedkølet til minus 162 ˚C, når den lagres eller transporteres. En tankbil kan rumme omkring 40 kubikmeter LNG. Det tager omkring en time at pumpe gassen over til skibet. Inden da gennemgår gasleverandøren og besætningen sammen en tjekliste.
- Her sikrer man, at de tekniske krav er opfyldt, og at sikkerhedsforanstaltningerne er på plads. Man gennemgår også rutinerne for selve bunkringen, fortæller Emil Nordström.
Mens arbejdet foregår, er et stort område af kajen afspærret. Ved bunkringen er tankbilen indhyldet i en hvid tåge. Det er helt ufarlig vanddamp, der dannes, når gassen pumpes over til skibet.