Press release -
Glæde hos CMP: Krydstogtturismen åbner yderligere i Danmark
De gældende krydstogtrestriktioner lempes fra i dag den 20. august, så både vaccinerede og testede krydstogtpassagerer får lov til at gå i land i Danmark. Det kan give håb om en sensommer med øget aktivitet i Københavns havn.
Selv om krydstogtturismen var en del af den gradvise genåbning af rejseaktiviteter i slutningen af juni måned, har det særskilte krav om 100 procent færdigvaccination medført, at kun få skibe har besøgt København denne sommer. Derfor er det med stor begejstring, at Copenhagen Malmö Port (CMP) har modtaget nyheden om, at krydstogt nu i højere grad sidestilles med øvrige rejseformer i forhold til de generelle indrejseregler.
-Det har været to virkelig hårde år for krydstogtbranchen, herunder for de danske krydstogthavne såsom CMP. Vi var naturligvis glade, da man åbnede for krydstogt i juni. Men de ekstraordinære strenge krav, som krydstogt blev underlagt, har forhindret, at man i Danmark har fået gang i branchen igen. Derfor er vi meget begejstrede over at høre, at man letter på restriktionerne – og jeg vil i den anledning også gerne takke myndighederne for et fint samarbejde om genstarten. Vi vil nu sætte alle sejl ind for at få tiltrukket så mange skibe som muligt, så vi igen kan bidrage til turismen i København, siger Barbara Scheel Agersnap, CEO i Copenhagen Malmö Port.
Foruden de generelle indrejseregler pålægges krydstogtskibe et krav om, at alle passagerer skal have en negativ test, før de går i land i Danmark, uanset om de er færdigvaccinerede på forhånd. Testen må ikke være mere end 48 timer gammel ved en antigentest og 72 timer ved en PCR-test. Det er dog en opgave, der kan håndteres ombord på skibene, som har testkapacitet.
For yderligere information venligst kontakt:
Ulrika Prytz Rugfelt, PR & Corporate Communications Manager, Copenhagen Malmö Port AB
E-mail: ulrika.prytz@cmport.com, telefon: +46 (0)70 252 00 98.