News -
Ny simuleringsundersøgelse baner vejen for øget sikkerhed for containertrafikken til CMP’s nye containerterminal i Ydre Nordhavn
I samarbejde med Force Technology, DanPilot, Søfartsstyrelsen og By & Havn har CMP nylig gennemførte en omfattende simuleringsundersøgelse ved Force Technologys "full-mission" simulator i Lyngby. Formålet var at teste forholdene omkring containerskibenes sikre ankomst og afgang til den nye containerterminal i Ydre Nordhavn.
Fokus på sikker sejlads og farvandsafmærkninger
Undersøgelsen omfattede en lang række realistiske sejladser med forskellige typer containerskibe, der varierede i størrelse, manøvreevne og udstyr. Disse øvelser blev udført under forskellige lastetilstande, vind -og strømretninger og styrker for at teste grænserne for skibenes manøvrering til og fra kajen. Naturligvis var der i simulatormodellerne også indlagt en færdigbygget Lynetteholm.
To forskellige adkomstruter til terminalen blev gennemsejlet, særligt med fokus på det lavvandsområde som ligger kun 150 meter nord for kajen, med en vanddybde på ”kun” 10 meter, hvor skibene har begrænset plads til at manøvrere.
En vigtig del af øvelserne var at vurdere behovet for farvandsafmærkninger langs strategiske punkter ved vandvejen til og fra terminalen, og at kunne sikre anbefalinger til skibene under alle vind og strømforhold.
Ekspertindsats og samarbejde
Simuleringen blev udført i tæt samarbejde med flere erfarne maritime eksperter. Udover CMP deltog Force Technologys ingeniører og simulatorinstruktører, chefhavnelods fra DanPilot sammen med fire andre dygtige havnelodser. By & Havns projektleder deltog også som observatører, hvilket sikrede en bred inddragelse af faglige kompetencer. Dette samarbejde, forventes at give et solidt grundlag for det videre arbejde.
Den nye containerterminal forventes at blive taget i drift i andet kvartal af 2025 og vil tilbyde en kortere indsejlingsrute og fortsatte fossilfri operationer, hvilket er i overensstemmelse med CMP's konkrete mål om at opnå netto-nuludslip i egen drift i 2025.